Kære mor, du må gerne dø nu.

Jeg føler virkelig jeg har noget på hjertet her og måske, jeg ved det ikke kan andre have gavn af at føle de ikke er alene om “de forbudte følelser”

 

Min mor er syg. Sådan virkelig syg. Hun har haft sclerose de meste af mit liv.

Jaja, jeg har først vidst det da jeg blev teenager. Min mor har altid holdt det hemmeligt for min søster

 

og jeg. Det resluterede i vi fandt hendes medicin og VHS bånd om det at være ramt med MS.

Vi har digtet og frygtet det værste. Og helt ærligt, så er sclerose det værste. Du kan forholde dig til kræft, bliv rask eller dø. Min mor har altid været den type der ikke forholder sig til tingene for så er de der ikke.

Min mor har de sidste 7 år haft en voldsomt skred i hendes sygdom. De såkalde attacks som føler sclerose. Hun er kommet på plejehjem i en alder af 51 år. En kvinde der kan lide koncerter og Kim Larsen, kommer på plejehjem og skal forholde sig til at det vildeste er at hekle og strikke. Livet stinker, livet er røv surt. Det har jeg talt med hende om mange gange. Livet gør ondt og gu fanden er det uretfærdigt når man som 47 årig skal gå med rollator, erkende man har brug for en personlig hjælper, erkende man har brug for at vaske sig selv i røven og få noget fornuftigt mad. Det er så uretfærdigt.

 

Så skete det sidste år. Min mor var så dårlig. Hun var klar til at dø, eller jeg var klar til hun skulle dø. Hun kunne intetet. Vejede under 50 kg, havde vågekone ved sig om natten og blev holdt i live af den skide sonde hun har fået anlagt. Min søster og jeg var desværre ikke enig og behandling og livsforlængende behandling. Jeg har været afklaret længe…

Lad hende komme herfra med lidt værdighed. Jeg sagde; ingen indlæggelse, stop sonden, ingen medicin. Min mor havde et vågnet øjeblik, jeg ved i kraft af mit arbejde som social og sundhedsassistent at folk tit blomstre op i den sidste tid og man kan føre en samtale med dem. Det havde jeg ikke kunnet det sidste år.

Hun får fremstammet til lægen at hun ønsker beandling og så går hele maskineriet i gang. Indlæggelse, behandling og jeg skal komme efter dig. Og til hvilken nytte? Min mor har det sidste år været et levende lig. Det er ikke min mor jeg besøger. Hvis jeg ser godt efter kan jeg måske genkende hende på udseendet, hun er der ikke rent mentalt. Hun er et såret dyr i bur, hun kan ikke vende sig selv, hendes sprog og egenomsorg er fuldstændig væk.

Så kom corona…. Min første tanke var, lad os finde en coronaramt kineser og få hende smittet med corona. Jeg var klar til at give min mor ekstra morphin i den anlagte “sommerfulg”, jeg var klar til at stoppe sonden, jeg var klar til at holde en pude over hendes hoved så hun kunne få fred.

For helvede hvor er det her uretfærdigt, min mor har mistet sin identitet, hendes kvindelighed, hendes seksualtitet, hendes evne til at være mor og mormor, hendes jeg. Hun er der ikke mere. Hun er skind og ben, hendes sprudlende personlighed har forlængst forladt hendes krop.

Min mor var måske byens mest eftertragtede single, hun dansede på borderne til den lyse morgen, hun havde hordevis af veninder. Hun havde ALT. Nu har hun intet, mine børn vil ikke se deres mormor fordi det er skræmmende. Det gør ondt helt inde i hjertet.

For 3 uger siden blev hun “endelig” dårlig igen, en pneunomi (lungebetændelse) havde ramt hende. Idioterne på plejehjemmet indlage hende, der stod tydeligt INGEN INDLÆGGELSE. For helvede det er op af bakke.

Nu står jeg tilbage med en mor, en mor der reagerede med tårer når jeg besøger hende, en mor der søgte min øjenkontakt, en mor der græd når jeg gik. Hun gør ikke nogen af tingene nu. For hun er der ikke, hun har lukket sig inde i sig selv. Er hun der? jeg ved det ikke, men kan hun for helvede ikke snart få fred.

Kære mor du må gerne dø nu. Du har to døtre der har klaret det godt mod alle ods, du har to fantastiske børnebørn, du har haft din alt for korte storhedstid, du har vist os alt det dejlige. Det her er ikke værdigt. Det er uværdigt, hvor er du mor?

Kære mor i sengen der, hvor er dine latter og smil? Hvor er dine tåre og dine smil når du ser dine børn og børnebørn? Hvor er din livsglæde? Den er væk. Kære mor tag herfra og velvidende du har opforstret to dejlige børn mod alle odds, at du har gjort dit allerbedste. Tag herfra med værdighed. Luk dine øjne, jeg ved vi ses i himlen. Det her er ikke enden, lad din spinkle krop give op, lad dit skrøbelige jeg give op. Giv dig selv den fred du fortjener, det her er ikke et liv.

Jeg elsker dig min smukke og dejlige mor, men det her er ikke værdigt. Du lider, vi lider. Jeg ser dig igen engang når tid er , det ved jeg. Elsker dig smukke og dejlige mor. Jeg husker dig for det gode ikke for de sidste 5 år, for der har jeg ikke haft min mor. Du må gerne give slip, du må gerne dø. Det er okay.

• Din ældste datter Kristina